Hvordan opstiller man et fortelt?
Trin for trin guide til opsætning af fortelte.
Når man skal opstille et fortelt, er der nogle helt grundlæggende ting man kan gøre, for at gøre processen med at opstille sit fortelt nem og overskuelig.
Det er vigtigt at opstille sit fortelt korrekt, for at undgå at teltet i værste tilfælde river sig løs eller kollapser, når vindstyrken tager til, og/eller der kommer voldsomme mængder nedbør.
Herunder finder du en vejledning til, hvordan man nemt opstiller et fortelt foran sin campingvogn, samt en tjekliste over ting man bør huske på, for at sikre at forteltet forbliver stående og vandtæt selv i hård vind og vejr.
Nyttigt værktøj til at opstille et fortelt
Der findes en række nyttige værktøjer, som kan hjælpe med at gøre opstillingen af forteltet hurtigere og nemmere. Planlægning og det rigtige værktøj er det halve arbejde, som man siger. Vi anbefaler, at du har følgende ting klar, inden du begynder at stille teltet op.
1. Underlag
Brug altid et underlag under forteltet for maksimal beskyttelse af teltet og gulvet.
2. AquaTex spray
Spray campingvognens teltskinne med AquaTex spray. Det gør det nemmere at trække forteltets dug på skinnen.
3. Hercules Triple
Hercules Triple er et fantastisk stykke værktøj for campister. Det gør nemlig processen med at stramme dit fortelt op meget nemmere. Et stramt fortelt gør, at teltet står meget sikrere, hvis det skulle trække op til storm.
4. Pløkhammer
Forteltets pløkker skal bankes helt i jorden, så teltet står godt fast. Dette gøres nemt og hurtigt med en pløkhammer.
5. Pløkoptager
Pløkkerne skulle gerne være banket så godt i jorden, at de ikke kan tages op med håndkraft. Derfor er det også nyttigt med en pløkoptager, når det er tid til at tage forteltet ned igen.
Mangler du ét eller flere værktøjer til opsætning af fortelte, kan du se vores værktøj til teltopsætning her.
Kom godt i gang med at stille forteltet op
Har du styr på dit værktøj, er du allerede godt i gang med at stille dit fortelt op. Nu venter så den praktiske del, nemlig selve opsætningen af teltet.
Forberedelse
Du bør altid kontrollere, at der ikke mangler noget til opsætningen af forteltet, inden du begynder. Det omfatter alle dele til selve teltet samt det værktøj, du skal bruge.
Når du har sikret dig, at du har alle teltdele og værktøj, er det en god idé at forberede underlaget under forteltet. Sørg for at området hvor teltet skal stå, er fri for sten, grene, kviste eller andre genstande som potentielt kan beskadige teltets underlag, eller gøre teltet ubehageligt at færdes i med bare tæer. Brug evt. en rive til at rengøre området grundigt for genstande som ikke skal være der.
Er terrænet ujævnt, hvor forteltet skal stå, kan du også forsøge at gøre det mere plant, inden du breder underlaget ud. Det kunne f.eks. være at fylde store, dybe huller op med jord eller sand. Den bedste oplevelse med dit fortelt får du, hvis underlaget er så plant som muligt.
Sortér teltstængerne
Start derefter med at lægge alle stængerne og enkeltdele til forteltet ud dér, hvor du skal bruge dem. Dan dig et overblik ved hjælp af dit fortelts steltegning. Har du ikke steltegningen til dit fortelt, kan du altid finde den på producentens hjemmeside.
Sådan opstiller du forteltet
Herefter skal du blot følge instruktionerne i vejledningen/monteringsanvisningen til opstilling af dit fortelt. Principielt kan opstillingen af forteltet opdeles i otte trin.
Sådan stiller du forteltet op:
- Træk tagdugen igennem teltskinne på vognen. Hvis teltet passer 100 %, skal der være 12,5 cm fra bunden af teltet inde ved vognen (uden græskant), til jorden.
- Sæt midterkrydset op i fronten (med ben ned til jorden). Montér samtidig den midterste overligger, med FixOn beslag mod campingvognen. Spænd overliggeren så hårdt du kan.
- Sæt resten af stængerne til fronten og hjørnekrydsene op (med ben til jorden).
- Sæt overliggerne ud til hjørnekrydsene med FixOn beslag. Sørg for at de kommer godt op i rundingen af tagdugen ind mod campingvognen. Nøjes med at spænde stængerne lidt løst til start.
- Montér stængerne til udhænget med de lange stænger gennem kanalerne i udhængsdugen. Fastgør dem på de korte udhængsstænger.
- Montér benene i fodstropperne på teltet (de tynde hvide med huller). Som udgangspunkt bruges det midterste hul, hvis underlaget er nogenlunde plant. Spænd benene godt op.
- Spændt teltet op, sørg for alle front og sidestykker er monteret, inden du spænder op. Til at spænde stængerne kan det være en god idé at benytte en Hercules.
- Begynd at pløk teltet. Start med det bagerste hjørne ind mod vognen. Sørg for at kryds elastikkerne, som sidder omkring lynlåsene. Pløk herefter de andre hjørner, og midten af fronten. Pløk til sidst resten.
Har du brug for yderligere hjælp til at sætte dit fortelt op, kan du på Isabellas hjemmeside finde masser af videoer med visuel hjælp til opstilling af de fortelte vi forhandler her på vores hjemmeside.
Visuel hjælp til opstilling
Gode råd før og efter du stiller forteltet op
Herunder ser vi på gode råd til både før og efter du opstiller dit fortelt. Disse omhandler bl.a. også råd til rengøring og imprægnering, hvilket er særligt vigtigt, hvis du gerne vil have et telt som kan holde i mange camping-sæsoner.
Prøv altid teltet før du tager på ferie
Vi anbefaler altid, at du prøver det nye fortelt, inden du skal af sted på ferie med teltet for første gang. Det er nemlig ærgerligt at ankomme til campingpladsen, og først der finde ud af, at der er en fejl i teltet, eller at der mangler dele som gør det umuligt at stille teltet op. Har man først sikret sig, at teltet er funktionelt og fejlfrit, er man bedst muligt sikret mod ubehagelige overraskelser, når man ankommer til sin feriedestination.
Efterspænd teltet efter et par dage
Når teltet er stillet op, skal det som udgangspunkt bruge et par dage på at “sætte sig”. Det betyder, at det er en god idé, at efterspænde teltet med dit Hercules Triple værktøj efter et par dage.
Undgå varme genstande i og omkring forteltet
Det er vigtigt, at du aldrig anbringer varme genstande, som f.eks. en grill, bålfad eller lignende i nærheden af teltet. Påtænker du at flytte f.eks. en grill indenfor i teltet, fordi du forlader campingpladsen for at tage på udflugt eller andet, skal du huske at lade grillen køle af, inden du tager grillen ind i forteltet. Du kan også overveje at købe et dækken til din grill, hvis du ønsker at beskytte den mod vind og vejr, uden at skulle bære den indenfor i teltet.
Rengøring og imprægnering af fortelt
Skal du gøre dit telt rent, må du aldrig bruge almindelige husholdning rengøringsmidler til at rengøre teltet. Anvend i stedet enten rigeligt med vand eller egnede rengøringsmidler til fortelte, og rengør med en blød børste. Vær ekstra omhyggelig med rengøringen af forteltet på særligt udsatte områder, såsom teltets tag og gavle.
Efter rengøring, som bør foretages hyppigt efter behov, er det en god idé at imprægnere teltet med f.eks. AquaTex imprægneringsvæske og/eller AquaTex imprægneringsspray. Imprægneringsvæsken bruges på teltets store flader, mens sprayen benyttes på syningerne i hjørner, ved vinduer m.m.
Generelt foretages imprægnering normalt på teltets inderside. Her er der normalt mindre snavs og aflejringer. Det modsatte kan dog være gældende med fortelte, hvor der ryges indenfor i teltet. Her kan der ofte være meget nikotin på indersiden af stoffet, og nikotin nedbryder imprægneringen og er umuligt at imprægnere ovenpå. Imprægneringen preller nemlig af generelt på beskidte og/eller fugtige overflader, så teltet skal være helt rengjort og tørt inden imprægnering efter rengøring.
Efter du har imprægneret teltet, skal du sørge for at det er helt tørt, inden du evt. pakker teltet sammen. Tørretiden med AquaTex imprægneringsvæske og spray er angivet til 1 ½ time ved 20°C.
Det anbefales, at man rengør og imprægnerer sit telt - som minimum - en gang hvert andet år. Gør man dét, bør man have et velholdt telt i mange år.
Husk at lufte grundigt ud i forteltet
Slutteligt vil vi anbefale, at du lufter grundigt ud i teltet med jævne mellemrum. Det gælder særligt for steder, hvor der er høj luftfugtighed og svingende temperaturer. Det hjælper med at mindske risikoen for at der dannes kondensvand i teltet, hvilket kan resultere i mugdannelse og jordslåethed.